Tænk på sidste gang, du ventede på nogen i en bar.

Jeg tror, du brugte din smartphone til at få tiden til at gå.

Eller hvad med sidste gang, du spiste alene på en restaurant?

Lod du tankerne vandre og nød at være alene?
Selvfølgelig gjorde du ikke det! For ikke at kede dig, fordrev du tiden med din telefon.

Nutidens unge er så rædselsslagne for at komme til at kede sig, at de i gennemsnit bruger mere end ti timer hver eneste dag på medier. Det er næsten ti gange så meget tid, som de tilbringer sammen med deres forældre

 

Kedsomhed skræmmer livet af os

International Center for Media and Public Agenda på University of Maryland bad 1.000 studerende om ikke at bruge elektronik i 24 timer. Ikke nogen svær opgave, vil du sikkert mene. Men over halvdelen opgav, inden der var gået to timer, og de ”overlevende” fortalte, at de havde oplevet overvældende følelser af tomhed og kedsomhed.

Nu om dage bliver vi bange ved tanken om at være alene uden noget at underholde os med. Kedsomhed skræmmer livet af os. Men det er der ingen grund til, for hvis du nogensinde skulle komme til at kede dig, findes der naturligvis en website, der kan redde dig. Den hedder meget passende bored.com.

 

Du forstår sikkert testpersonernes følelser.

Det gør jeg i hvert fald. Nogle gange, når jeg er i gang med at skrive en vigtig tekst, får jeg pludselig trang til at standse et øjeblik og se en fjollet Youtube video, tjekke det seneste sladder på Facebook eller sikre mig, at der ikke ligger nye vigtige sms’er på min telefon (på trods af, at der ikke er kommet en sms alert, og jeg derfor stensikkert ved, at der ikke er nogen nye sms’er).

 

Jeg har bare brug for en snackpause.

 

Selvom de spildte, useriøse øjeblikke kan give mig en ubehagelig følelse af, at jeg har spildt nogle minutter, der aldrig kommer igen, er kedsomheden måske helt afgørende for mine bedste ideer og mit bedste arbejde. Robert Pirsig, filosof og forfatter hævdede at: ”Kedsomhed er altid forløber for perioder med stor kreativitet”. 

 

Pirsig var spot-on

Jeg har lært, at Pirsig var spot-on: Mine bedste ideer er altid vokset frem af kedsomhed. Hvis jeg giver min hjerne tid til at vandre, udforske, undre sig og lege, sker der det, at koncepter, der ikke synes at have noget til fælles, på magisk vis finder sammen og bliver til mine allerbedste erkendelser.

Det kan være en udfordring at give vores ekstremt teknologisk liv indsprøjtninger af kedsomhed.

Så snart vi åbner øjnene om morgenen, rækker vi ud efter vores telefon. Vi arbejder, når vi ligger i sengen både morgen og aften. Vi tjekker sms’er eller læser nyheder, mens vi spiser morgenmad i bilen, i bussen, mens vi venter i lufthavnen eller går ned ad gaden. Fornylig fandt jeg endda ud af, at en ud af tre teenagedrenge tager deres telefon med, når de går i brusebad.

 

Overgangszonerne forsvandt

Vi plejede at have ”overgangszoner” mellem arbejde og fritid. Disse overgangszoner gav os tid til at nulstille hjernen. På samme måde som når man nulstiller en computer. Processen gav os mulighed for at smide overflødige ting ud, og når vi kom ud af zonen var vi hurtige, fokuserede og trivedes bedre.

Men hvornår har du sidst nulstillet din computer med vilje?
Og hvornår har du sidst slukket for dine tanker i bare et par minutter?

Et sted på vejen mistede vi vores overgangszoner, og hvert eneste vågne minut blev fyldt op af medier, informationer og data. Som en computer, der aldrig bliver nulstilet, bliver vores hjerne fyldt med irrelevante ting og arbejder langsommere og langsommere.

For nylig talte jeg med en af vor tids store forfattere, og mens vi talte, gik det op for ham, at hans telefoner og computere var ved at overtage hans liv og skadede hans kreativitet. Jeg har talt med kunstnere, forfattere, kreative mennesker og filosoffer, og de mest succesfulde og kreative af dem har opdaget, at deres kreativitet udspringer af en eneste ting i deres liv. De har skabt deres egne overgangszoner. De har givet sig selv lov til at kede sig.

 

 

Selv keder jeg mig i poolen

Faktisk er det meste af min seneste bog Small Data skrevet i vandet. At svømme frem og tilbage hjalp mig med at løse komplekse problemstillinger og udvikle nye teorier.

Andre kreative mennesker fortæller mig, at de får deres mest kreative tanker under bruseren, eller når de er ude at sejle. Jeg tror ikke, at vand er fællesnævneren (selvom det måske er værd at undersøge).  Man kunne kalde alle disse ”vandøjeblikke” for ”aftaler med os selv”. Når vi svømmer, vasker os eller sejler – eller hvad vi ellers giver os selv lov til at gøre – bliver vi nødt til at lægge telefonen fra os, gå væk fra computeren og lade tankerne flyde frit.

Verdens største talenter har en mystisk evne til at forbinde to eller flere almindelige ting på helt nye måder. Den slags kreativ tænkning kommer ikke af bevidst, langvarig overvejelse. Min egen erfaring og erfaringer fra de kreative mennesker, jeg har diskuteret den proces med, viser at den opstår i overgangszoner, vandøjeblikke, øjeblikke af tilfældig kedsomhed.

Eller sagt på en anden måde – i møder med os selv, fri for elektronik.

Vi er ikke alle verdenskendte kunstnere eller filosoffer, men vi oplever alle udfordringer både i arbejdslivet og privat. Vi skal skrive vigtige mails, lave en fremragende præsentation eller for mit vedkommende prøve at forbinde tilsyneladende uvigtige observationer og omsætte dem til erkendelser, der skaber unikke brandkoncepter.

Det lyder simpelt, men det er gået op for mig, at mine ”vandøjeblikke” er den magiske nøgle til at finde svaret på de mest komplicerede spørgsmål.

 

 

 


Læs også: Small data vil erstatte big data i 2017


 

 

Hvad med dig?

Dit vandøjeblik har måske intet med H2O at gøre. Måske er det i stedet en afslappet gåtur i dit nabolag. Det kan være en femten kilometer løbetur. Måske kommer det, når du sidder i din bil. Måske kræver det en kop kaffe og en liggestol på terrassen. Uanset, hvad dit øjeblik består af, er det på tide, du giver dig selv lov til at lægge elektronikken væk og holder op med at tvinge din tankeproces hæsblæsende fremad og i stedet giver dine tanker lov til at slentre af sted på må og få.

Det er den vigtigste aftale, du har i dag.

Det er den aftale, du har med dig selv.

 

THE-SMALL-DATA-SYMPOSIUM_1800x400-metroxpress-1 

 

612

Martin Lindstrøm

Han rådgiver Fortune 100 brands og er anerkendt af TIME Magazine, som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Han er dansk, men arbejder internationalt og er ekspert og pioner inden for forbrugerpsykologi, markedsføring, branding, og neuro – videnskabelig forskning.

Han er forfatter til seks banebrydende bøger om branding, herunder Buyology, BRANDsense og Brandwashed. Hans seneste bog er Small data – The Tiny Clues That Uncover Huge Trends, den udkom i februar og er et “must read” for alle marketer.

Læs mere om Martin Lindstrøm her

 

Tidligere indlæg


Small Data – de små sladrehanke i dit hjem og dit liv


Customer Experience: Lad mig ikke vente


Test, for helvede


2017 er mobilens år – og den konverterer både online og offline


Selfies over: Selfievanen har skadet vores evne til at huske