Fra på fredag vil der være endnu større forskel på metroxpress’ øst- og vestudgaver. Avisen har etableret en lokal redaktion i Aarhus, der skal stå for lokale sider i avisen og bredere dækning på mx.dk.

Redaktionen kommer i første omgang til at bestå af to journalister og en praktikant, der slutter sig til det salgsteam, der allerede sidder i Aarhus. Journalist Morten Eggert er hentet fra BT, og en af hans første opgaver bliver at finde egen makker til den nye lokalredaktion i Aarhus.

Metroxpress har ifølge de seneste halvsårstal haft en læserfremgang i Vestdanmark på 40% og er nu det mest læste dagblad i Aarhus-egnen med 79.000 daglige læsere. Avisen udkommer på alle hverdage i en øst- og vestudgave. I alt har metroxpress 506.000 læsere, heraf er 205.000 læsere af vestavisen.

”De stigende læsertal giver os mulighed for at et dedikeret journalistteam kan holde fokus på Vestdanmark. De vil dermed kunne få de historier med, der ikke nødvendigvis når et københavnerkontor, hvor vestavisen ellers er blevet skrevet. Vi tror derfor, at læserne i Vestdanmark vil opleve en forbedret og endnu mere lokal avis, fortæller Thomas Raun, adm. direktør hos metroxpress.

Når der skal produceres lokalstof til avisen og mx.dk, vil det bl.a. ske fra det aarhusianske gademiljø. Metroxpress har tradition for, at lokalstof produceres i samarbejde med borgerne på byens caféer og tilholdssteder. Københavnerredaktionen har siden efteråret arbejdet som et gadeteam, der hver dag annoncerer på Facebook, hvor borgerne kan finde journalisterne. Det har givet flere lokale historier, og derfor vil de aarhusianske metroxpress-journalister også være tilgængelige for borgerne i gademiljøet.

For mere information kontakt:

Thomas Raun
Adm. Direktør, metroxpress
Tlf.: 28 11 72 86
Mail: tr@mx.dk

 

Jonas Kuld Rathje
Ansvarshavende chefredaktør, metroxpress
Tlf.: 23 66 10 00
Mail: jonas.rathje@metroxpress.dk


Fakta om metroxpress:

Metroxpress A/S er ejet af det schweiziske mediehus Tamedia siden april 2013

85 ansatte i Danmark, heraf er 40 journalister.

506.000 daglige læsere af metroxpress*

205.000 daglige læsere af metroxpress vestavis*

1.053.230 månedlige brugere  mx.dk**

345.160 distribuerede oplag metroxpress´ distributionstal gns. fra uge 2 og 3 2015.

135.000 Facebook fans fordelt over 13 nichegrupper f.eks. MX KBH, MX Blå Blink

kilde: *index Danmark/Gallup 2H 2014 **Danske Medier Research /gemius, Januar 2015