Det digitale univers rummer 300 millioner Instagrambilleder, der er tagget “selfie”. Trangen til at  fotografere os selv har både sine cheerleaders og sine kritikere. Selfies er harmløse. Selfies er apokalyptisk rædsomme. At tage selfies er et symptom på millennium generationens narcissisme eller bare noget, som tidligere generationer også ville have gjort, hvis de dag og nat havde båret rundt på et letvægtskamera.

 

Det har forbigået de fleste digitale kommentatorers opmærksomhed, at den globale selfievane har skadet vores evne til at huske livets store følelser. Selfies bliver som regel taget, når vi befinder os på et følelsesmæssigt højdepunkt, så ikke alene fastfryser selfies disse øjeblikke, de også forandrer hvordan vi husker – eller tror, vi husker – fortiden.

 

300 dage om året rejser jeg fra land til land og interviewer forbrugere om deres viden om brands, der spænder fra øl over rengøringsmidler til cornflakes. Mens jeg er i deres hjem, får jeg lov til at åbne deres skuffer, kigge i køleskabe og analysere alt fra musik, tv-programmer til deres samling af fotografier. Og alle steder jeg kommer, er der masser af selfies. Men når jeg beder interviewpersoner i alle aldre om flere detaljer eller om at forklare omstændighederne bag selfierne – ”hvad følte du?”, ”hvorfor fotograferede du den cheeseburger?”, ”hvem er drengen i den grønne sweater?” bliver jeg altid lidt chokeret over, at de næsten ikke kan huske noget af det.

 


Læs også: Small data vil erstatte big data i 2017


 

Hvordan fungerede den menneskelige hukommelse, før vi opfandt selfies? Der findes to slags hukommelse – korttid og langtid. Den første er som lyset fra en ildflue og varer mellem 15 og 30 sekunder. For at skabe minder i langtidshukommelsen, skal hjernen skabe nye forbindelser og synapser. Det, vi gemmer i langtidshukommelsen, er enten implicit – de ting, vi instinktivt ved, hvordan man gør, som at køre bil eller børste tænder – eller eksplicit, som er de ting, vi aktivt prøver at genkalde os. Eksplicitte minder bliver desuden delt op i semantiske minder (f.eks. at vi ved hovedstaden i Maine hedder Augusta) eller episodiske (vi husker det øjeblik, vi så en elg udenfor Augusta). I hippocampus, som er hjernens lager til nye minder, bliver meget følelsesladede minder kodet på en måde, som generelt omfatter flere af vores sanser, hvorefter disse minder ligger længere ind i hjernebarken, og hver gang de bliver aktiveret, bliver de stærkere.

 

Mens almindelige hverdagsfotos handler om at fastholde mindeværdige øjeblikke, handler selfies om at fastholde følelser – især  vores egne – og ikke mindst om, hvor dejlige vi så ud, da billedet blev taget. Problemet med det er, at når vi både starter og stopper der, tilbyder selfies kun mindet om det øjebliks absolutte højdepunkt. I et klima af øjeblikkelig behovstilfredsstillelse er der ikke plads til mere komplekse forventninger eller længsler. Hvis vi prøver at genkalde os alt det i vores ferie eller de sidste uger i vores gymnasietid, som lå uden for selfiens øjeblik, støder vi på en mur. Alle de sjove, løsrevne detaljer og sanseindtryk – altså den naturlige følelsesmæssige feedback, som bliver skabt af oplevelser, der involverer mange sanser og af tidens gang – eksisterer ikke længere. De er forsvundet, fordi vores følelsesmæssige højdepunkter aldrig nåede ind i hjernen. I stedet blev de uploadet på en telefon, i en cloud eller på et drev, hvor et program automatisk gemte dem under ”øjeblikke”.

 

Mange har bemærket, at vi ikke længere har brug for at huske informationer. Hvis vi ikke kan huske navnet på USAs anden præsident, den tredje Teletubby, det fjerde medlem af The Supremes eller det femte bud, giver selv den mest overfladiske Google søgning os svaret. Problemet er, at udover at udlicitere informationer om politik og popkultur til vores gadgets, er vi nu også begyndt at udlicitere de dybeste følelser i vores liv.

 


Læs også: Kedsomhed skræmmer livet af os


 

Vores fantasi vil også blive berørt. Man kan sammenligne det med, hvad der sker, når en bog bliver filmatiseret. Tag for eksempel Gone Girl eller The Hunger Games – hvad vil der ske, hvis vi prøver at læse dem igen, efter vi har set filmene? Vi vil nu se personerne for os udstyret med Ben Afflecks eller Jennifer Lawrences ansigt og kropssprog. Jo oftere vi fortæller nogen en historie, desto mere fantastisk og sært virkelig bliver den. Begivenheder i det virkelige liv vækker minder til live/giver et anslag/giver et udgangspunkt/giver hints/tilbyder os muligheder og valg/mens selfies frysetørrer oplevelser. Det er ikke så mærkeligt, at de mennesker, jeg udspurgte – fra Brasilien til Indonesien – om deres selfies for det meste så tomt på mig.

 

Hvordan påvirker alt dette vores erindringer om fortiden? En af mine midaldrende venner havde et svært og kompliceret forhold til sin far. Efter farens død er han begyndt at genkalde sig “de gode tider” – på samme måde som vores hukommelse giver os mulighed for at huske vores barndom i det mest flatterende lys. Hvad vil der ske, hvis disse gode minder, takket være selfies, forsvinder ud af vores rækkevidde for altid, fastfrosset i et billede af et væltet juletræ eller en fars evigt bebrejdende panderynke?

 

 

 

facebook_do_dont_topelement

 

 

612

Martin Lindstrøm

Han rådgiver Fortune 100 brands og er anerkendt af TIME Magazine, som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Han er dansk, men arbejder internationalt og er ekspert og pioner inden for forbrugerpsykologi, markedsføring, branding, og neuro – videnskabelig forskning.

Han er forfatter til seks banebrydende bøger om branding, herunder Buyology, BRANDsense og Brandwashed. Hans seneste bog er Small data – The Tiny Clues That Uncover Huge Trends, den udkom i februar og er et “must read” for alle marketer.

Læs mere om Martin Lindstrøm her

Tidligere indlæg


Small Data – de små sladrehanke i dit hjem og dit liv


Customer Experience: Lad mig ikke vente


Test, for helvede


2017 er mobilens år – og den konverterer både online og offline


Selfies over: Selfievanen har skadet vores evne til at huske